Jeg har altid tænkt at når man mente man havde rideangst var man bare for pjattet. Jeg kunne ikke have været mere forkert på den! Jeg har haft svært ved at acceptere at jeg har fået en mild grad af rideangst men jeg nærmer mig, det er en lang proces.

Efter mit ankelbrud har jeg selv fået en mindre angst for at falde af igen. Jeg kan få koldsved bare ved tanken om at skulle opereres igen!

Læs mere om mit ankelbrud her.

Tankerne om ikke at kunne være der for mine børn er dem der er flest af. Jeg var igennem det med min store dreng efter mit ankelbrud. Det er ikke sjove tanker.

Jeg er endnu ikke kommet i gang med springning endnu, så ved ikke hvordan mit hoved klare det, men for ikke så lang tid siden, ville jeg, bare for sjov, prøve om dalton kunne huske changement som vi havde trænet lidt på inden jeg blev gravid.

Den ene vej rundt gik fantastisk, rent byt og fin balance gennem det og uden at øge farten, jeg var en glad heste mor. Jeg tænkte at så må vi da også prøve til den anden side, hvor Dalton laver et kæmpe bukkespring, jeg mister balancen kort og taber min ene stigbøjle.

Alle de tanker der kan nå at gå igennem ens hoved i de korte sekunder det tog at finde balancen igen. Hvad sker der nu? Hvis jeg falder af og slår mig kan jeg ikke nå min telefon i barnevognen? Kan jeg råbe folk op nede i stalden? Hvad med min baby? Jeg måtte stoppe hesten og trække vejret dybt nogen gange inden jeg kunne ride videre.

Vi skal se fremad!

Det går heldigvis fremad og jo mere jeg kommer tilbage på hesten jo bedre bliver min balance igen, hvilket hjælper på at jeg ikke bliver ramt af de forbandede følelser. Jeg venter nu kun på Dalton kommer sig ovenpå sin forkølelse så vi kan komme i vores dejlige rideklub og prøve det der springning igen.

At komme ud og springe er første skridt tilbage til military!

Tak fordi du læser med, følg mig gerne på instagram her.