Har du nogensinde brækket noget? Det havde jeg ikke, før jeg så gjorde. I august sidste år var jeg meget gravid og i denne graviditet ville kroppen bare ikke være med. Jeg havde sagt ja til at lave opvisning på Aulum dyrskue, og havde sagt det var min sidste ridetur inden jeg ville overlade tøjlerne til min part og gå på barsel. Horseboarding Danmark har før skulle lave opvisning på Aulum dyrskue, desværre fik vi tre skybrud på en time som gjorde vi ikke fik lavet show, og efterfølgende var dækket på bilen fladt så vi skulle finde en anden måde at få hesten hjem til Randers. Ikke en optimal dag.

Men denne dag, den 12. august, min sidste weekend i min sommerferie fra job inden jeg skulle starte igen, skulle vi lave show. Min mand havde hele vejen til Aulum brokket sig og spurgt flere gange om vi ikke bare skulle køre hjem. I bagklogheden skulle jeg nok have lyttet til ham.

Vi kom for sent afsted hjemmefra, hvilket gjorde vi jo kom for sent til pladsen i forhold til tidsplanen. Vi fik dog gjort klar og banen blev sat op, så langt så godt. Min gode veninde skulle være speaker og hun begynder at fortælle om Horseboarding, om Dalton, om min boarder Johnny, og om mig. Vi får kørt en halv omgang, og så er Johnny nødt til at slippe, vi får hurtigt klikket snoren på igen og klar til at prøve om vi kan gennemføre hele banen. Da vi er halvvejs, må Johnny give slip igen, her går det dog galt.

Bruddet

Da Johnny slipper mister Dalton balancen væk fra hegnet, desværre var min egen balance dårlig da jeg jo havde et helt forkert balancepunkt fordi jeg var gravid, så jeg mister også balancen til den modsatte side af Dalton. Jeg falder nedad og hænger i tøjlen og får i det rykket Dalton i munden så han svinger væk fra mig for at komme væk fra presset. Jeg lander på mit højre ben, hvilket jeg har gjort mange gange før når jeg har været faldet af, og kan høre et knæk! Jeg smider mig ned mens jeg råber til min veninde som står ved siden af sin kone at min ankel er brækket.

Alt her efter er lidt en tåge, mine veninder, min boarder, min lillebror, min mand, og mennesker fra dyrskuet er omkring mig. Jeg ved at nogen af dem gik med Dalton for at få ham sadlet af, men dette kan jeg ikke huske. Der er flere der spørg mig om jeg er sikker på anklen er brækket, hvilket jeg på intet tidspunkt er i tvivl om.

Der bliver ringet 112, og der bliver sendt en ambulance. Jeg føler jeg ligger længe på græsset og venter på ambulancen, heldigvis var der godt vejr. Da den ankommer og de får mig afsted, vil de jo gerne have min støvle af. Jeg fortæller at der er lynlås, og hvis det er muligt, må de meget gerne undgå at klippe den. Dette fik jeg desværre ikke lov til at undgå.

Jeg bliver kørt til gødstrupsygehus, hvor jeg allerede om aften bliver opereret første gang. Jeg bliver dagen efter overflyttet til Randers sygehus, hvor jeg bliver opereret anden gang.

Jeg er indlagt i en uge ca. da jeg kommer hjem er det med kørestol. Først i november kan jeg selv gå uden at skulle støtte mig til krykker.

Jeg nærmer mig nu års dagen for mit ankelbrud, og jeg har stadig mén. Jeg har fået fortalt at jeg aldrig bliver 100%. Kirurgen der opereret mig i Randers fortalte at han aldrig har opereret på så voldsomt et brud. Jeg kæmper videre, for jeg vil tilbage til military og Horseboarding igen. Men angsten for at falde af er der endnu, og den skal arbejdes med.

Som altid er i velkommen til at følge med på instagram her, i kan også læse mine tanker om at være mor til to og hobbyrytter her.