Lige nogen kedelige torsdags tanker fra mig.
Jeg har valgt at få en part på min hest. Hun er så dygtigt og behandler Dalton som den stjerne han er. Jeg er så glad for hende, og alt det hun hjælper med.
Jeg har haft Catrine til at ride på Dalton i snart 4 år. Hun har været en uundværlig støtte. Hun trådte til da jeg brækkede anklen, og har været min støtte gennem mange kriser. Hun er min bedste ven.
Men det har ikke altid været en dans på roser. Jeg har haft svært ved at skulle give Dalton fra mig, og dele ham med en anden. Jeg tor ikke Catrine nogensinde kunne sætte sig helt ind i hvordan det var for mig at give slip.
Men så kom der ankelbruddet, og Catrine var bare en champ. Hun tog over og var Daltons første kvinde. Så da jeg kom tilbage til ridning, havde hun samme følelse. vi har skændtes over det og der blev sagt ting man ikke mente. Men vi har altid fundet tilbage til hinanden igen.
Jeg ved Catrine elsker Dalton. Hun er en kæmpe støtte både for mig og Dalton. Vi vil aldrig undvære hende.
Vi lærer alle henad vejen, og jeg tror jeg nærmere mig målet, hvor jeg kan dele uden at tænke for længe over det hele.